Ikast-Brande | Herning | Skive | Holstebro | Struer | Lemvig Kommuner

Dato

Genrer

Kommuner


Vælg en eller flere genrer
Søg i udvalgte kommuner
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Birk Centerpark 1-3
7400 Herning
Tlf: +45 96 28 86 50
Hjemmeside
Åbent: Tir-søn kl. 10-16
Entré: Voksne 75 kr / Pensionister, studerende og grupper 60 kr. Børn under 18 år gratis adgang

Den keramiske frise er 220 m lang og værket skifter karakter efter årstiderne. Anglibygningen er tegnet i 1966 for skjortefabrikant Aage Damgaard. Bygningens plan er formet af to cirkler med forskudt centrum og en indre gård, der er udsmykket af kobrakunstneren Carl-Henning Pedersen. Der er fri adgang til den indre gård, hvor man kan se kunstværket Fantasiens Leg om Livets Hjul. På Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum bydes indenfor til et eventyrligt kunstunivers og alsidige kulturelle oplevelsesmuligheder i form af særudstillinger med bl.a. CoBrA-kunstnere, foredrag, koncerter, omvisninger, aktiviteter for børn og meget andet. For publikum er der desuden hele tiden nye oplevelser at hente, når der i årets løb laves 3-4 forskellige ophængninger med udvalgte billeder fra museets righoldige samling og med andre kunstnere, der giver perspektiv til Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts kunsthistoriske betydning. Museet rummer en enestående samling på mere end 6000 af kunstnerægteparret Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts malerier, akvareller, skulpturer, mosaikker m.m., hvoraf hovedparten blev generøst doneret af Carl-Henning Pedersen selv til Herning by før museets åbning i 1976



Viser 5 events fra/efter 28. mar. 2024

Eventyrlig Dialog - H.K.H. Prins Henrik og Carl-Henning Pedersen

Søndag den 26. juni 2022 til søndag den 30. juni 2024, 10:00-16:00.
Pris: Entré: Voksne 85 kr; pensionister, studerende, grupper over 8 pers. 70 kr; børn u/18 GRATIS
Hjemmeside: Se hjemmeside
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum,
Birk Centerpark 1-3, Herning
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum har atter den glæde at kunne præsentere Prins Henriks skulpturer i dialog med malerier af Carl-Henning Pedersen i udstillingen Eventyrlig Dialog, som tager udgangspunkt i udstillingen af samme navn fra 2017-18. Baggrunden for udstillingen er den permanente overdragelse af store dele af Prins Henriks populære skulptursamling til museet, som officielt fandt sted lørdag den 25. juni 2022, hvor Dronning Margrethe besøgte museet. Derudover deponerer Dronningen for en årrække at antal værker fra sin private samling af Prinsens skulpturer, som også kan ses på udstillingen.

Eventyrlig Dialog
Eventyrlig Dialog er et kunstnerisk møde mellem H.K.H. Prins Henriks monumentale skulpturer og CoBrA-kunstneren Carl-Henning Pedersens fabulerende billedunivers. Det er samtidig et møde mellem to magiske universer, hvor fantasien ad snørklede veje fører os til en ny verden, hvor fabler lever sammen med virkeligheden, og hvor drømme går i opfyldelse.

Fælles for de to kunstnere er bl.a., at de i deres kunst ikke tegner et én til én-billede af den sete virkelighed, men begge skaber et dybt personligt og digtende univers, der nok har rod i virkeligheden, men i sin yderste instans er fantasiens og eventyrets. Vi oplever det i Prins Henriks dyreskikkelser og væsener, der boltrer sig i grænselandet mellem virkelighed og fabel, og i Carl-Henning Pedersens drømmende billedkunst, hvor tid og sted vokser sammen i evighedsbilleder.

Så træd ind i de magiske verdener, og vær parat til at vandre rundt blandt mytiske dyr og kraftfulde væsener i et vibrerende univers
Vis kort
28 Mar Billedkunst

HØST - En kontrafaktisk udstilling

Søndag den 19. november 2023 til søndag den 5. maj 2024, 10:00-16:00.
Pris: Entré: Voksne 85 kr; pensionister, studerende, grupper på min. 8 pers.; 70 kr; børn u/ 18 år GRATIS
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum,
Birk Centerpark 1-3, Herning
Med udgangspunkt i kunstnersammenslutningen Høst viser udstillingen værker af 6 oprindelige Høst-medlemmer - heriblandt Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt - i dialog med værker af 10 samtidskunstnere. Med trolde, nisser og mytiske skabninger og inspireret af vitalistiske strømninger stræbte kunstnergruppen Høst i 1930'erne og 1940'erne mod at udvide grænserne for liv og frihed i en tid, hvor ødelæggelse af alt liv på planeten pludselig var blevet en reel mulighed. I vores egen tid stiller spørgsmålet om liv og frihed sig igen som en følge af samfundets fragmentering og krisetilstand. Hvordan ser friheden ud i dag - hvis den da findes og ikke blot er utopi?

Det spørgsmål har givet anledning til at genbesøge de spontan-abstrakte kunstnere i Høstgruppen og gå i dialog med de livsformer og myter og den mangfoldighed af væsener, som befolker deres billeder. Høstudstillingen fandt sted på Den Frie fra 1934 og frem til 1949, hvor den brød sammen, og de abstrakte kunstnere fortsatte videre i CoBrA-bevægelsen. Høst - en kontrafaktisk udstilling er en spekulation over, hvordan en Høstudstilling kunne se ud i dag, hvis kunstnergruppen ikke var gået i opløsning.

Det gennemgående motiv er menneskets forbindelse med dyr, med naturen og verdensrummet. De hverdagslige, formløse og overnaturlige væsener, som værkerne giver form, kan både opfattes som tegn på det totale sammenbrud i en tid tynget af kriser og som varsel om en ny frihed på fantasiens og den utøjlede kreativitets præmisser. Udstillingen udforsker liv, folkelighed og tilblivelse - og inviterer til at se fortid og samtid, umiddelbarhed og eftertanke, i åben udveksling.

Deltagende kunstnere: Anne-Mette Schultz & Rasmus Røhling, Asger Jorn, Astrid Svangren, Benedikte Bjerre, Carl-Henning Pedersen, Claus Hugo Nielsen, Else Alfelt, Ernest Mancoba, Henry Heerup, Kasper Akhøj & Tamar Guimarães, Maria Wæhrens, Mette Rasmussen, Morten Knudsen, Saskia Te Nicklin, Sonja Ferlov Mancoba og Søren Andreasen.

Udstillingen er generøst støttet af:

Arne V. Schleschs Fond

Augustinus Fonden

Carl-Henning Pedersen Fonden

Carl-Henning Pedersen og Sidsel Ramsons Fond

Dansk Tennis Fond

Knud Højgaards Fond

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond

Lemvigh-Müller Fonden

Statens Kunstfond

William Demant Fonden
Vis kort
28 Mar Installation

Angli Avantgarden

Søndag den 19. november 2023 til onsdag den 30. november 2033, 10:00-16:00.
Pris: Entré: Voksne 85 kr; pensionister, studerende, grupper på min. 8 pers.; 70 kr; børn u/ 18 år GRATIS
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum,
Birk Centerpark 1-3, Herning
Dyk ned i den spændende historie om den visionære skjortefabrikant Aage Damgaard, der i 1950erne og 1960erne satte markante spor i såvel tekstilindustrien som kunsthistorien ved at ansætte kunstnere på sin fabrik - Angli - i Herning. I disse år er det 70 år siden, at skjortefabrikant Aage Damgaard udfordrede konventionerne ved for første gang at invitere kunstnere til Angli-fabrikken i Herning og derved forene kunst og arbejde på systuerne.

Kunstnere som Paul Gadegaard, Sven Dalsgaard, Svend Wiig Hansen, Carl-Henning Pedersen, Robert Jacobsen og Piero Manzoni var med til at forme det avantgardistiske kunstfelt på Angli, alt imens Miles Davis flød ud af højtalerne, og Aage Damgaard inviterede til fabrikskoncerter i arbejdstiden. Her optrådte kunstnere som Wanda Tworek, Victor Cornelius og Lulu Ziegler i kantinen, hvor musikken, billederne og kunstdebatten uundgåeligt kom ind under huden på alle - ansatte som besøgende - der havde deres gang på fabrikken og i miljøet rundt om.

Damgaards initiativ og mod hyldes i udstillingen Angli Avantgarden, der sætter både lyd og billede på det innovative og kunstneriske miljø skabt på Angli dengang.

Udstillingen er en del af projektet Kunsten & Klangen, der blev søsat på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i 2018 med ønsket om "at lade kunsten tale om kunsten". Museet engagerede den danske komponist Ditte Rønn som 'huskomponist' til hvert år at skabe et nyt lydværk med afsæt i museets samling, hvilket i årene siden har skabt spændende og unikke oplevelser for museets gæster. Med afsæt i det kunstneriske og musikalske miljø på Angli har Ditte Rønn således skabt LP'en "Angli Avantgarden", der udkom i forbindelse med Moor Jazz Festival 2022 og allerede nu kan erhverves i museumsshoppen, men også vil kunne opleves i forbindelse med udstillingen
Vis kort

Aage, Angli og Avantgarden

Torsdag den 11. april 2024, 10:00-11:30.
Pris: Entré: 100 kr pr. person
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum,
Birk Centerpark 1-3, Herning
Kom til formiddagsfokus på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og få en hyggelig formiddag i kunstens tegn. Til formiddagsfokus formidler vi et spændende tema fra museets udstillinger. Over en kop kaffe/te og en let formiddagsanretning vil museumsleder Lotte Korshøj holde et oplæg over temaet. Herefter er der mulighed for fælles dialog om og oplevelse i museets udstillingen.

Tilmelding er nødvendig og sker efter først til mølle-princippet via dette link: Formiddagsfokus Place2Book.

Det koster 100 kr. pr. person at deltage (inkl. forplejning).
Halv pris for kortholder af KLUB COBRA og én ledsager!
Vis kort
6 Jun Omvisning

KLUB COBRA Aften: Kom tættere på kunsten

Torsdag den 6. juni 2024, 17:00-19:00.
Pris: Entré: GRATIS for medlemmer af KLUB COBRA. 100 kr for ledsagere
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum,
Birk Centerpark 1-3, Herning
Museet inviterer medlemmer af KLUB COBRA og ledsagere til en hyggelig aftenomvisning i den nye særudstilling. På denne aften kommer du tættere på kunsten, når museumsleder Lotte Korshøj fortæller om de udstillingsaktuelle kunstneres liv og værk.

Arrangementet afsluttes med en let anretning og et godt glas.

KLUB COBRA Aften er eksklusivt for medlemmer af KLUB COBRA. Det er gratis at deltage for kortholder og koster 100 kr. for en ledsager. Tilmelding er nødvendig og sker via Place2book her: book billetter.

Medlemskab af KLUB COBRA kan købes på museet eller i vores webshop. Det koster 300 kr. og gælder i hele 2024
Vis kort
Download denne liste som pdf